Årligt øger mentale helbredsproblemer sygefravær med fem uger mere end andre helbredsproblemer, viser cand.scient.san. Pernille Pedersen i sit ph.d.-projekt fra Aarhus Universitet, Health, der forsvares den 5/2 2016.

- Ud over øget sygefravær, så ser vi også flere med psykiske lidelser på midlertidig overførselsindkomst end blandt andre sygemeldte, fortæller Pernille Pedersen, DEFACTUM i Region Midtjylland, og fortsætter

- Sygemedlte med psykiske lidelser har større risiko for ikke at være tilbage på arbejdsmarkedet et år efter sygefraværets start sammenlignet med personer, der er sygemeldt med andre helbredsproblemer.

Ph.d.’en er baseret på registerdata og spørgeskemaundersøgelser blandt sygemeldte fra Lemvig, Skive, Struer og Holstebro kommuner i perioden 2012-2014.

5 uger længere sygemeldt
Blandt konklusionerne er, at sygemeldte med mentale helbredsproblemer hvert år er 5 uger længere sygemeldte, godt en uge mere på midlertidig overførselsindkomst samt 6,5 uge mindre på arbejdsmarkedet. Tallene er sammenlignet med personer, der er sygemeldte med andre helbredsproblemer.

- Forskel kan måske forklares ud fra, at der er lavere forventninger til at sygemeldte med psykiske lidelser kommer tilbage på arbejdsmarkedet, fortæller Pernille Pedersen og afslutter:

- Problemet er, at længere sygefravær fører til lavere indtægter og mindre social kontakt. Derudover har mange større risiko for førtidspension.

Titlen på projektet er ”Labour market participation of individuals on sick leave with mental health problems – Intervention and cohort studies on return to work”.

Kontakt
Ph.d. Pernille Pedersen: tlf. 24 47 09 64 eller pernille.pedersen@stab.rm.dk